Her gror livet i det, der skulle være dødt.
Vedbend kravler op ad trappetrin,
der aldrig mere skal bære tunge skridt.
En birk har slået rod i fabrikshallen,
dens blade sitrer som grønne lunger
i det støvede lys, der falder gennem sprækker.Natten bor her permanent.
Flagermus folder sig ud som gamle breve,
rotter skriver usynlige digte i støvet.
En hjemløs mand tænder sit bål
på det sted, hvor maskinerne engang sang,
og flammerne danser med skyggerne af dem,
der forlod stedet for længe siden.Væggene bærer ar som kærlighedsbreve:
navne ridset ind med kniv,
hjerter gennemhullet af tid.
Plakater falmer langsomt,
ansigter fra en anden verden stirrer ud
mod edderkoppens fine sølvtråde,
der forbinder fortid med nu.Her lever det glemte.
Det smadrede glas synger under fødderne,
vand drypper som en langsom puls
fra loftet, der engang var himmel.
Og midt i forfaldet spirer en vild skønhed –
en rose, der har fundet vej gennem beton,
blomstrer rødt mod det grå,
som om den vil sige:
selv her, selv nu,
nægter livet at tie stille.